Solomor, ingen piveri tak!   18. januar 2021

Der blev jeg ærlig talt en kende provokeret, da jeg overså en bemærkning fra en solomor, om at hun synes, at der er lige lovlig mange solomødre der piver over, hvor hårdt det er.

De øvrige svarer så fint, at man netop som selvvalgt solomor forbereder sig på, at alt og livet bliver ulidelig hårdt, hvilket man jo bliver tudet ørerne fulde af, af alt og alle. Og det man som solomor virkelig vil undgå er, at stå der og brokke sig, for det kan man jo ikke tillade sig, når man så er blevet mor, helt selvvalgt alene.

Så man forbereder sig på worst case scenario on and on, og så kan man jo heldigvis blive noget så positivt overrasket over, at det måske ikke lige frem blev worst case scenario, men øøh bare at være på arbejde 24/7.

Et arbejde fyldt af glæde, lykkerus og kærlighed forståes, dog ikke desto mindre krævende og til tider udmattende, hvilket jeg også hører fra forældre, der er to om det hele, men som trods alt har hinanden til at tale med det hele om.

For det er jo det, der er hele humlen. Som solomor kan man spørge de 4 vægge til råds om, f.eks. hvordan man lige tackler sit barns følelsesudbrud, hvilken institution mon er den rigtige for ens baby, hvorfor klør hendes hud eller man kan bede samme 4 vægge om at lave aftensmad, vaske tøj, rydde op eller nusse sine fødder. At tale til en væg er som at tale til en dør skulle jeg hilse og sige, hvis nogen skulle være i tvivl.

SÅ derfor har jeg lavet en gruppe for solomødre, et rum, hvor det er helt ok, og faktisk meningen, at lufte lige nøjagtigt det som du som solomor synes er svært og/eller har brug for at sige højt, få feedback på, inspiration til eller glædes over.

I de næste par uger fortæller jeg videre i historien om min egen solomor fortælling. Næste afsnit handler om min første graviditet og hvordan det så var, at blive mor for mig. Hop ind i gruppen, hvis du vil høre/se med😍 Bare klik på linket her: https://www.facebook.com/groups/653838945546009

Så er det nu, og jeg er så spændt... 7. januar 2021

Så er det nu... lige om lidt... d. 6. februar 2021 at min yngste krudtugle bliver 2 år og dagen jeg starter mit

Glad og Stærk Solomor forløb

Et forløb, mine egne oplevelser og erfaringer som solomor har inspireret mig til at lave krydret med min egen spirituelle og personlige udvikling.

Oplevelser som da jeg i går deltog jeg i en debat tråd, om hvorvidt det er ok at blive mor efter man er fyldt 40 år. Jeg var jo som bekendt hhv 46 og 49 år (pew jeg mærker lige tidens tand i den sætning der er det virkelig mig, der nu er i start 50'erne...)

Hvorom alting er, sådan en debat og alle meningerne og holdninger imod at blive mor 40+, det ville tidligere starte en større tankeproces i mig.

TVIVL med mere TVIVL på ville plage mig og alle mulige skræk scenarier om ældre mødre ville plage mig.

ANGST for at have taget verdens mest egoistiske valg ville give mig søvnløse nætter.

BILLEDER af mig som en grå bedstemor lignede mor, der sidder der til forældremøder eller skolearrangementer i aulaen blandt forældre med glat hud og tandpastasmil med deres poder på forreste række, og mig der bliver genet helt ned på bagerste række.

DERNED, hvor ingen kan se eller høre os, skubbet af sted af mine børn, der ikke engang prøver at skjule, hvor pinligt berørte de er.

JUBIII...Det slipper jeg heldigvis for nu. Jeg mærker måske lige en snert af de samme tanker, den samme angst og de samme skrækscenarier dukker op, MEN jeg observerer dem blot uden at de rykker mig ud af mit eget ståsted i mig selv.

Det sted i mig, hvor jeg er i total fred og glæde over, at jeg nu tør tage beslutninger langt nemmere og hurtigere. Beslutninger og valg, som jeg ved gør mig lykkelig uanset hvad omverdenen, andre eller mit ego og frygtbaserede tanker fortæller mig jeg burde eller ikke burde gøre.

Det blev jeg lige bekræftet i, da jeg deltog i debattråden om det er ok at sætte børn i verden, når man er 40+ og så ovenikøbet uden en far.

Mit forløb handler netop om at stå stærkt i sig selv. Vil du høre mere så skriv eller ring til mig.

GODT NYTÅR - 30. december 2020

Noget træt i sokkeholderne føler jeg mig her på årets næstsidste aften. Det føles som en måned siden, at jeg blev ringet op fra børnehaven og vi skulle gå i isolation i min. 5 dage, lige inden juleferien. Jeg kunne næsten ikke overskue tanken om at gå fra isolation til to ugers ferie og så i corona tider, hvor mulighederne for at se andre og komme ud er meget små. 

Dårlig samvittighed over at have det sådan fik jeg også, blev nærmest skamfuld over at kunne tillade mig at tænke sådan. Altså at to ugers ferie med mine to krudtugler kan virke helt uoverkommelig, for jeg elsker dem jo overalt på jorden og er så taknemmelig for at de er her hos mig, og jeg har jo ligesom gjort en hel masse aktivt for at blive deres mor, så hvordan kan jeg lige tillade mig overhovedet at få sådanne dumme tanker.

Jeg må bare sige, at selv om jeg vidste det ikke ville blive a walk in the park at være solomor, så kommer det alligevel bag på mig, alle de dobbelte følelser situationer som denne bringer frem. Dejligt at være sammen og samtidig benhårdt arbejde. Tid sammen som er fyldt med sjove, finurlige, skæve, kære og nuttede øjeblikke med dem og samtidig krævende, svært og udmattende. De lækre og sprøde øjeblikke gør, at jeg på en eller anden måde får energi til at kapere at være på 24/7, lære at lade rod være rod, sænke ambitionsniveauet for antallet af nullermænd og størrelsen på vasketøjsbunken, og tackle (eller prøve) at rumme alle mulige følelser og konflikter i børne højde.

Alligevel er jeg mega træt og burde sove nu, men nu er det altså mig tid. De der pauser man normalt ville tage på sit arbejde i løbet af dagen, de er sindsygt svære at tage og få, når der ligesom ikke er andre til at holde skansen, mens man er ude i køkkenet og tage en kaffepause. 

Og så er det et nyt år lige om lidt. Vores nytårs aften er blevet corona kuppet. Dem vi skulle være sammen med er sendt i isolation, så krudtuglerne og mig skal være hjemme og det er egentlig ok. Den ældste glæder sig og kunne næsten ikke falde i søvn. Hun glæder sig til at det bare skal være så festligt her med trut trut horn og serpentiner og nytårs hatte og is til dessert og børne champagne. At skåle med mig selv ud i luften kl. 24 er heller ikke uvant for mig efter jeg er blevet mor, i år er det bare lidt mere øv, for som alle, er jeg lidt i år 2020 underskud på den sociale konto, men det går jo nok alt sammen, og en solomor nytårsaften er nu heller ikke at kimse af. Det at lave vores egne traditioner og hygge os sammen os tre, vores lille familie, det glæder jeg mig faktisk til. 

Så ja de her dobbeltheder dem er der også i selve Nytåret for mig. Den overgang, hvor man siger farvel til noget og velkommen til noget andet og måske nyt, det er både vemodigt, glædeligt, spændende, en lettelse, en smule trist og alligevel forfriskende at kunne bruge overgangen til at gøre lidt status, sætte nye intentioner og mål for de ting jeg gerne vil opnå, minde mig selv om ting jeg har glemt eller ikke gjort nok og især minde mig selv på det som jeg vil gøre mere af. For det er der heldigvis meget af, altså ting som jeg vil sætte endnu mere spot på og dyrke endnu mere. 

Jeg vil egentlig også gerne sige et STORT TAK til alle jer som følger med i mine skriverier om solomor livet og som opmuntrer og liker og kommenterer på facebook og Instagram. TAK og mere TAK til jer. GODT NYTÅR til jer og jeres kære, må det nye år være med jer lige der, hvor I ønsker og håber på. 

OMG - sikke en uge - 20. december 2020
Hvad skal jeg vælge at udfolde...
5 dages corona isolation... så ville det da have været meget godt at bo i hus med have.
Toppet med, at jeg blev møghamrende forkølet og måske en slags migræne. Der ville muligheden for at lave en Maude, da have været meget rar. Puha, heldigvis var det hele kun storslemt et par dage og gårdveninde stillede indkøb på dørmåtten og mor ligeså kartoffelsuppe på den helt slemme dag.
Damen, der i dag på vores bytur, for at kigge på juleudstillinger, der btw viser sig at være et levn fra min barndom, så måske du skal slå det op, hvis du er et stort spørgsmålstegn. Nå, men damen, der tog sig til hjertet og sagde til mig, 'det gjorde bare helt ondt herinde' .
Kort før vi var hjemme i dag, fik jeg bøjet mig forkert ned over den mindste krudtugle i klapvognen og AV min ryg i højre side. Så gammel er jeg så åbenbart nu. Ny oplevelse.
Endte i lettere panik og kaos mildest talt, da jeg ved hjemkomst IKKE kunne tage mindste krudtuglen op af klapvognen, ikke bære hende op til 3. sal, og stod låst på første trappetrin.
Ældre herre fra opgangen bar hende skrigene op, og stuens mand fik mig til at prøve en siddelæns gang. Pew, jeg kom op, fik plantet mig i sofaen med min farmors gamle varmepude og fik kyndig lægehjælp af den store krudtugle. Hahahahaha, det var et halløj.
Hm... damen bliver det. Hun overhørte, at jeg råbte meget højt for at få den store krudtugle til at stoppe med at fjolle på den der belastende måde, som går ud over den mindste og det man lige står i af praktisk halløj midt på fortovet på Hovedvagtsgade.
Stolt over, at jeg måske råbte for højt... vrider du armen om på mig, så nej, men det at jeg gav udtryk for min vrede, omend det kunne være mere børnevenligt nuvel... gjorde at jeg kunne fjolle med og grine sammen med krudtuglen, da hun på mere charmerende vis lavede spas igen igen halv time senere.
Sådan en episode der, der går jo en lang histore om alt muligt forud om krudtuglen og om mig og om vores relation, og der er en masse bagefter. Jeg bliver så træt af folks løftede øjenbryn og travlhed med andres sager. Tænk, hvis hun i stedet havde spurgt om vi mon havde brug for hjælp eller noget, som en bekendt gjorde en morgen, hvor krudtuglen fik en nedsmeltning og det hele koksede.
Det er interessant, den tendens vi har med at følelser helst ikke skal vises for meget, men dog heller ikke for lidt. Man skal helst ikke gøre for meget væsen af sig af nogen art, heller ikke de store følelsesudbrud, og har man kun få eller ingen, så er det også lidt mistænksomt og man opfattes ligesom bare som at gå i et med væggen. Det kommer der bare ikke noget godt ud af, hvis du spørger mig, been there, done that. Altså lægge låg på eller holde på det hele så længe, at det hele eksploderer indeni og udad knap så konstruktivt. Hvordan kan det mon være at vi er så bange for f.eks. dyb ked af det hed og vrede?
For en del år siden besøgte jeg Edvard Munch museet i Oslo og stod endelig foran Skriget. Vildt som et maleri fra 1893 talte direkte til mig. Jeg følte mig forstået, og det var bare en nærmest ubeskrivelig forløsende oplevelse, at stå derfor foran Skriget og høre historien bag.
Det minder mig om, at jeg har sat pause på at læse nyhedsbreve m.m. fra diverse opdragelses eksperter, som jeg har ladet mig inspirere af de sidste par år. Det i forsøget på, at blive verdens bedste mor og hele tiden rumme bedre, styre og kontrollere mig, sige det rigtige osv. Bevares, jeg har fået en masse brugbare måder at håndtere forskellige udfordrende situationer på og mine måder at reagere på. Noget virker og meget virker bare ikke i vores tilfælde. Faktisk, oplever jeg, at det at tale med pædagogerne som kender mine børn, det giver de mest brugbare redskaber.
Pludselig fik jeg nok af alle de gode tips og tricks, som kan være for generelle og jeg savnede fokus på mig som mor, og det som sker i mig. De følelser, tanker, handlemønstre og ikke mindst utallige beslutninger, der skal træffes, og ikke at forglemme andres travlhed og løftede blikke at ignorere og ja, finde mig selv i rollen som mor og stå ved mig selv.
Derfor tilbyder jeg lige netop det til solomødre. Skriv eller ring, hvis du vil høre mere.
For det er forbudt... hvorfor egentligt? 20. november 2020
I mandags, hvor jeg bare var så mega træt, da besluttede jeg at gå med det. Jeg ooorrrrkede ikke at mose begge krudtuglefrøkner af sted til den ældstes dans.
Lige den dag var det som om min krop bare sagde NEEEEJ til at okse afsted med cykelvogn, flyverdragter af og dansetøj på. Så ud og lege i kulden og mørket på legepladsen med den yngste, og fordrive tiden til vi skal op og hente den ældste og have hende i tøjet igen.
Det er altid lidt et halløj for den yngste er naturligt nok nysgerrig og er rundt, som i over det hele og helst ud på gangen og ned af cementtrappen.
Al det orker jeg normalt, det er en fornøjelse af se, hvilken glæde den ældste krudtugle frøken har af dansen. I de 45 min hygger jeg stort med den mindste krudtugle og nyder vores lille enestund sammen. Bare ikke i mandags.
Tænk, at det stadig er så stærkt i mig, at man ikke bare aflyser! Heldigvis er jeg der nu, hvor jeg kan observere den stemme i mig, sige hej til den og bare lade den være. Istedet beslutte bevidst at gøre noget andet og så ikke plage mig selv mere med det. Så vi tog direkte hjem.
Da vi kom hjem spurgte den ældste krudtugle frøken, om vi ikke kunne lave biograf og se filmen 'Den kæmpestore pære', som de pt læser i børnehaven. Igen kom den der stemme 'man kan da ikke se en hel film og hygge med eftermiddagssnack mandag sen eftermiddag'.
Hahahaha....Sikke en lettelse at jeg virkelig er nået dertil at jeg kan grine af det og spørge mig selv 'hvorfor egentlig ikke?'.
Og så havde vi bare så hyggelig en sen mandag eftermiddags biograf og aftensmaden blev til en hurtig omgang spagetti med tomatsovs som den mindste krudtugle frøken syntes skulle spredes ud over gulvet.... pænt belastende med det der smiden med maden!
Hahaha, det er vildt så mange 'burde' og 'det kan man ikke' ting, vi kan diske op med og slå os selv og hinanden i hovedet med. Det dræner virkelig og sluger ens energi alle sådanne fjollede tanker.
Det er sådan en lettelse af rydde op og ud i de tankemønstre der og gå bag om mine forventninger til mig selv. Jeg tror, det at jeg gav mig selv lov til at geare ned og springe let henover nogle ting, gav mig energi til at okse af sted på cyklen i stormvejr med den ældste i aftes. Til hendes springgym og min times 'mor alene tid på cafe'.
Og nu skinner solen fra en skyfri himmel... Rigtig god weekend
Mere end mandags- og novembertræt - 16. november 2020

Træt, træt og mere træt
Orker ikke leg og nærvær
Orker ikke vaske tøj, lave mad, gøre rent
Dårligt humør, manglende glæde
Irritabel
Stress følelser og tanker
Sover dårligt

Måske du genkender noget af det her?

Det gør jeg rent faktisk lige netop i dag. Hold nu op, det er mandag i dag.
Jeg er så træt i dag og jeg orker faktisk ikke rigtig noget. Har indtil nu slæbt mig gennem dagens gøremål og det ser ud til resten af dagen bliver lige sådan. Og om lidt skal jeg hente krudtuglefrøknerne. Tænk hvis man lige kunne ringe til nogen og bede dem om at hente dem... og lige tage noget aftensmad med på vejen. Måske også lige lege med dem, mens jeg laver en Maude..

Sjovt at det falder sammen med at jeg har planlagt en live i denne uge om manglende overskud for det er da lige sådan jeg har det i dag. Kunne gå i seng lige nu, hvis jeg skal være helt ærlig.
Momshaming - 10. november 2020

Efter den live jeg havde om Dårlig Samvittighed i min gruppe Glad og Stærk Solomor er jeg blevet bekendt med begrebet Momshaming.
Et for mig nyt begreb, men desværre er selve fænomenet ikke nyt for mig.

Puha, momshaming er guffeliguf for den dårlige samvittighed. Egoet kan rigtig svælge rundt i følelser som skyld og skam. Ikke nok med, at vi er mestre i at banke os selv oveni hovedet med de negative følelser og tanker, så skal vi også lige forholde os til andres vurderinger, meninger og (for)domme.

Måske jeg skal uddybe. Momshaming er kunsten at være noget så (bag)klog og bedrevidende og så tage fat i den helt primitive lyst til at hævde sig på andres bekostning, berige andre med sin selvbestaltede (bag)klogskab og fortælle andre mødre, gerne dybt forarget, hvad de lige gør helt og aldeles totalt forkert og så lige toppe den med at udskamme dem offentligt.

Det er næsten ikke helt til at forstå, at momshaming eksisterer.

Mon ikke de fleste af os bærer rundt på historier og situationer, som fylder os med dårlig samvittighed og måske skyld og skam? Måske det netop er afsenderen af Momshamings egen dårlige samvittighed hun kører af på en anden mor... Det er jo typisk det vi gør. Peger fingre af hinanden og glemmer at koncentrere os om de tre fingre, som peger ind mod os selv. Ansvar for os selv og vores eget, før vi kaster sten på andre.

Som mor skal jeg lige hilse og sige, at jo de følelser kender jeg rigtig godt. De følelser gør bare ikke noget godt for nogen, og kan vi ikke tale om det og dem, altså de grimme følelser, så tror jeg ikke de forsvinder.
Min dårlige samvittighed og de skamfulde øjeblikke med mine to krudtugler, hvor jeg har tabt hovedet i raseri f.esk., dem forsøger jeg ihærdigt at bearbejde, tale om og søge veje til at løse. Rydde ud i mit eget følelsesmæssige mudder so to speak så kærligheden og letheden og glæden er det som fylder mig op og det som flyder fra mig, det jeg giver videre til andre.

Ikke et quick fix, men vi skal jo starte et sted.

Tale om det, så vi kan heale og transformere det som fører os til at gøre ting, som vi fortryder, som vi hader vi gør igen og igen på trods af alle intentioner om det modsatte.

Tale om det, så vi kan inspirere hinanden til, hvordan vi kan handle anderledes og ja bare lytte til hinanden.

Så i dag talte jeg om det. I dag lod jeg min indre sure, vrede og bitre dame komme til orde. En veninde rummede hende og det forløste alting, så hun, min indre sure dame, egentlig ikke havde behov for at være her mere i dag... næsten.

Når vi taler om de dumme følelser og de handlinger der frembragte dem, så opdager vi også at vi ikke er alene om at gøre de der dumme ting, som vi ærgrer os over og som kun giver os dårlig samvittighed, som så igen får os til at gøre ting, der giver os endnu mere dårlig samvittighed.

Bare det at opdage, at vi ikke er alene, gør en positiv forskel og baner vejen for healing og transformation af de underliggende følelser. Følelser der ikke kun bunder i vores egne oplevelser og tankevirksomhed, men også nogle gange er nedarvede fra generation til generation.

Når vi bliver bevidste om de bagvedliggende mønstre, kan vi meget nemmere heale det, og det kræver altså at vi taler om det. Og så lad dem forarges der forarges vil og istedet kan vi glædes over, at vi tager kontrollen tilbage og gør noget for at handle anderledes, der hvor vi selv oplever, at det vil støtte os og gøre noget godt for os, vores børn og øvrige relationer.

Der kommer en del 2 til forrige uges live om Den dårlige samvittighed og den næste fornemmer jeg skal være mindre snak og mere healing af det indre barn og de følelser, der har brug for at komme ud, så de kan blive forløst og transformeres til kærlighed og glæde.

Corona tanker - 29. oktober 2020
Man kan vist roligt konstatere at der på en eller anden måde er ragnarok på flere planer over hele linien og det i hele verden.

En ting der popper op lige nu og her, er dagens halløj omkring mundbind, som vi nu skal bære i dag. For og imod debatten lader jeg andre om.
Det jeg som solomor kan bekymre mig om og som har fyldt mere eller mindre hos mig siden marts er - hvad gør jeg, hvis jeg får covid-19 og ikke bare light udgaven?
Eller det passer ikke for, når bekymringen dukker op, så er det som om, at noget i mig siger 'det er bare no go, jeg skal forblive rask'.
Ja, og det er jeg jo ikke selv herre over, men det er bare eneste mulighed for, hvem skal lige passe på mine to krudtugle frøkener uden fare for selv at blive syg?
Det kan jeg jo ikke byde andre og bare tanken om at skulle være indlagt flere dage måske uger og være væk fra dem og de ikke ville kunne komme og besøge mig....
Den tanke er slet ikke til at holde ud.
Det er selvfølgelig enhver forældres mareridt, men som solomor er der lige den ekstra dimension og sårbarhed i, at man netop er solo og dermed eneste forældre.
Hvad gør man så med ens barn/børn, hvis der sker een noget og man ikke kan være der for som man jo gerne vil?
Det kan gøre helt ondt i hjertet bare tanken om det.
Derfor vælger jeg ikke at dvæle ved det. Fornægtelse... Måske.
Burde jeg have en Plan B... Måske
Jeg satser på, at skulle jeg blive en af de uheldige, så bliver det en let og hurtig omgang, så vi alle tre bare kan være herhjemme og passe på hinanden. Og så må det blive som det nu bliver...mega krævende og svært, som det er at være syg forældre med f.eks. influenza.
Man finder uanede kræfter frem og overlever på panodil. Aldrig har jeg spist så mange panodiler, pamoler eller hvad det nu hedder, som efter jeg er blevet mor. Jeg er sådan een, der virkelig hader at spise medicin, men ja, det var før jeg blev mor.
Som alle formoder jeg, så håber jeg bare at alt det corana virus snart er slut prut finale.
Og så er der vist brug for lidt Peace love and harmony vibes ud i verden.

Skal vi have en lillesøster/bror - 12. oktober 2020
'You have two more embryos' sagde Achilles bio something laboranten til mig, da jeg stod der i hospitals tøj, med en fyldt blære der var lige ved at springe. Han informerede mig om det højtidelige øjeblik, hvor to befrugtede æg om et øjeblik ville blive sprøjtet op i min livmoder. Jeg glemmer det aldrig, min første tanke var intuitivt 'åh nej, hvad skal der ske med dem, det kommer jeg til at tænke og analysere over længe og meget'.
Og rigtig nok. Jeg havde nok været den lykkelige, heldige og taknemmelig mor til den ældste krudtugle måske et halvt års tid, da de to befrugtede æg på frys begyndte at rumstere i mine tanker. Skal - skal ikke have et barn eller to børn. Puha, den var svær. Svær fordi mine tanker, mit ego, havde een dagsorden, som var klart NEJ, angst og frygt om alt det hårde og ukendte osv, og min mavefornemmelse, intuition, hjerte summede JA. Fornuft eller følelse? En evig langvarig indre diskussion, som jeg nu formår at gøre langt kortere. Hurtigere og kortere beslutningsproces.
Forleden tog ældste krudtugle og jeg en fridag sammen alene. Vi så Karius og Baktus (så sjovt og godt) og vi råhyggede os sammen. Blev mindet om at det er lettere og enklere at have et barn, men også at det er umuligt at sætte valget op på den måde for mig. Jeg ville jo vælge at få den lille krudtugle selv med den viden jeg har nu om solomorlivet med to små børn. Det er mit livs største udfordring og samtidig mit mest berigende eventyr. Så fornuft og følelse? Spørg dit hjerte og det guider dig.
Står du midt i samme skal - skal ikke beslutningsprocess og har du brug for sparring til processen, så giv mig et ring eller send mig en mail.
Tålmodighed... eh.  - 7. oktober 2020
 
Man bliver mere tålmodig med alderen... NEJ!
Stop nu med det sludder.. argh.
Det giver bare alle os, der ikke bliver mere tålmodige dårlig samvittighed og tak men nej tak, det klarer vi så godt selv!
 
Der er sikkert mange som oplever de bliver mere tålmodige med alderen, MEN for mig er det ikke alderen (jo der trykker... høhø) Næ, det der gør mig mere tålmodig er mine to krudtugle frøkner og min egen beslutsomhed.
 
Altså når jeg beslutter mig for at sige og gøre noget andet, når jeg ryger op i det røde felt, og gør mit bedste for bevidst at arbejde med mig selv for ikke at handle ud fra det røde felt....
 
SÅ bliver jeg mere tålmodig.
LANGSOMT og med 2 skridt frem og 3 tilbage.
 
Det kræver en enorm fasthed over for min beslutning om at gøre og være anderledes og bedre end i går. PUHA, det er en udfordring og det er krævende, for der er kun mig til at være spejlet og boksepuden, når krudtuglerne får nedsmeltninger og de store følelsesudbrud.
 
Som i aftes. SUK, den ældste krudtugle har svært ved at falde til ro. Der skal fjolles og drilles og hoppes og alt muligt spas. Alle mulige ting har vi prøvet, som leget vildt for at brænde krudt af, fjolle og grine, lavet børnemeditationer eller snarere forsøgt, åndedrætsøvelser, healing og jeg har talt til 10, stoppet mig selv, spejlet, anerkendt og you name it. 'Elefanten der ikke kunne sove' den er hun for kvik til at falde for.
 
Der går længere og længere tid før jeg ryger op i det knaldrøde felt, og oftere og oftere når jeg ikke helt der op, måske bare i det lyserøde felt.
MEN i aftes der slog det klik, hajmusikken larmede så højt at jeg ikke fik stoppet mig selv. Jeg skældte ud og blev upædagogisk. ØV ØV OG ATTER ØV, og ikke OK.
 
Selvom jeg reparerer og vi lander et godt sted, så ØV at jeg igen ikke kom helt i mål. Som sagt 2 skridt frem og 3 tilbage. Jeg fokuserer på de 2 skridt og spoler filmen tilbage for at finde ud af, hvad jeg kan prøve at gøre anderledes og bedre i aften.
 
I morges var krudtuglen så ulykkelig over, at hun ikke måtte have sin nye Elsa taske med i børnehaven, som hun fik igår af sin morfar og bedste. Corona = ingen ting med i børnehave. Jeg fik tasken i hovedet og min tålmodighed røg, nok også fordi aftenens konflikt stadig sad i mig.
 
Det er bare svært, når der aldrig er nogen pauser fra de her situationer. Mine krudtugler fortjener kun at jeg seriøst og bevidst arbejder på at rumme dem og styre min vrede og være tålmodigheden selv. Så derfor gør jeg det, og jeg bærer over med mig selv, når energien og overskuddet snupser min tålmodighed.
 
Det her er et af de temaer, jeg bringer op i gruppen 'Glad og Stærk som Solomor'. Vi taler om det svære, krævende og udfordrende i solomor familielivet, jeg inviterer andre kloge damer ind til at dele ud af deres erfaringer, og mon ikke vi trækker et par englekort og mediterer lidt på det.
 
Er du solomor, og vil du gerne være med så skriv til mig.
Lidt royal er man vel... eller meget. - 28. september 2020

I går var pigerne og jeg i Tivoli med deres mormor og bedstefar. Takket være min mor, var vi til årets sidste Pantomine teaterforestilling. Pjerrot, Harlekin og Columbine i noget sådan lidt tragi-komik forestilling om hele corona nedluk og åbning og forholdsregler osv. Det fik grin frem blandet med god portion covid-19 ubehag. Alt overskyggende var redningen fra ubehaget.
Selveste H.M .Dronnningen kom og så forestillingen.
Lige der forbi os gik hun, smilende så imødekommende og majestætisk.
 
Da hun forlod forestillingen sagde jeg til Ella, at hun skulle vinke til Dronningen. Hun vinkede på livet løs og H.M. vinkede smilende tilbage og gik lige forbi os, som vi stod der på første række.
Ella var pavestolt og noget bjergtaget og lidt genert. Og jeg var nærmest rørt til tårer, så stort et øjeblik for en total fan af H.M.
 
Dronningen, der har så meget woman power med alt det hun kan, gør og måden hun gør det på. Vi bøjer os i støvet og takker H.M. for at være en rollemodel for piger med prinsesse- og dronning drømme og for dette lille øjeblik, der var guld værd for en 4 årig og hendes mor.
De ældre mødre  - 17. september 2020
 
Så er der lige det med alder!
 
Jeg bliver 51 år i dag, ja hele enoghalvtredsenstyve år har jeg nu trådt min gang på denne jord. SÅ ja, jeg kunne være med i et program om de ældre mødre. Jeg møder kvinder i start/midt 30'erne og kvinder i 40'erne, ja helt ned til slut 20'erne og op til 50 år, som vælger at blive solomødre.
 
Jamen kan man det...Nej, nej, du er for ung eller arj du er for gammel. Normer og holdninger er der rigeligt af.
 
Heldigvis er der også muligheder for sådan nogle damer som mig, der dengang jeg var i 40'erne trods min alder og trods jeg ingen kæreste havde, alligevel kunne få børn. Egoistisk vil nogle mene, men som en fertilitetslæge sagde til mig, så får alle børn af egoistiske årsager, og gudskelov for ellers blev der måske ikke sat specielt mange børn i verden. Jeg havde det også sådan lidt, muligheden er der, hvorfor skulle jeg så ikke gribe den og prøve? Give mig selv den mulighed, uanset hvor egoistisk det end måtte være.
 
Jeg er kommet med i en gruppe her på FB, som er for ældre mødre og det er faktisk helt befriende at møde så mange andre mødre, både med og uden partner, der er i 40-50erne. For jo jeg har da haft mange kvaler og bekymringer over om jeg nu ville blive for gammel en mor, og hvordan det vil være for mine børn osv. Det er som det er, og egentlig kunne det jo ikke være anderledes, og tænk hvis jeg ikke havde grebet muligheden? Så var jeg ikke den heldige mor velsignet med to små søde, smukke, frække krudtuglefrøkener.
 
Apropos grupper så åbner jeg snart min gruppe for solomødre 'Glad og Stærk som solomor' på Facebook. Skriv til mig på messenger, hvis du vil være med.

Luksustimen, mortid - 10. September 2020

Krudtuglen på 4 år er til springgymnastik og pigernes mormor passer den lille. Jeg har fået mig en lille luksustime. Forældre er forment adgang på skolens område, så nu sidder jeg her og nyder septembersolen og mindes min ungdoms vår på Borups højskole, hvor jeg har fundet en bænk i solen. Det vilde er, at jeg nu er ved at læse en bog. Hver torsdag når jeg at læse en bid. Kan ikke huske, hvornår jeg har læst en bog uden at falde i søvn over den. 

Så det her er ren 60 min solomor luksus og jeg kan mærke den energi og det overskud den lille time giver mig. Så stort tak til min mor, der sørme også laver mad til vi kommer hjem

Så corona please lav ikke mere rod i det hele igen. En hjælpende hånd er nærmest uundværligt i solomor livet. God torsdag aften derude

 

Ingen far - 3. September 2020

"Jeg har ingen far, fordi mor havde ingen kæreste" fortalte min ældste krudtugle frøken forleden en kvinde og hendes datter midt på Nørrebrogade

Jeg holdt lige vejret et ganske lille øjeblik og åndede lettet ud, da hun smilte glad og grinte. Og så fortalte kvinden, at hun havde heller ikke nogen kæreste og de ville faktisk gerne have en lillesøster eller lillebror. 

Et skrøbeligt øjeblik i selvvalgt solomor livet, den store beslutning om at sætte et barn i verden som ingen far har. Selvvalgt eller ej, så er der jo mange mange børn som har en far på papiret, men som i barnets liv er ikke-eksisterende eller som bare laver rod i det. Bevares, det er fædre ikke nødvendigvis ene om, I know, men på den måde deler mine børn egentlig skæbne med mange børn. 

Egentlig burde vi som samfund være taknemmelig for alle de kvinder som vælger at få børn alene. Hvis de venter på manden, der gerne vil have børn med dem, så venter mange forgæves og mange så længe at det er for sent for dem at få børn, og demografisk kunne det måske godt gå hen og blive en udfordring eller overdriver jeg? 

Min coach og jeg talte faktisk om det paradoksale i at der (som altid) laves kampagner rettet mod kvinder om at de skal tænke på at få børn og tidligt, men hvis ingen mænd vil, hvad så? Kunne være det er på tide at lave kampagner rettet mod mænd, at de også skal tænke på at få børn og det tidligt og ikke overlade det til sæddonorerne alene, hvor mange selv iøvrigt er gift og har børn! Det er vel et fælles ansvar, som jo lige som kræver begge køns deltagelse. 

Min datter er helt bevidst om, at hun ingen far har, men hun har en Gudfar, en morfar og en bedstefar og så har hun 2 onkler og i børnehaven og vuggestuen er der mandlige pædagoger på alle 4 stuer. SÅ maskuline input er der rigeligt af. 

Selvfølgelig ville jeg ønske at mine piger havde en far, men havde de det var de her jo ligesom ikke, så alting er som det skal være.   Jeg sørger for, at vi kender andre familier som vores, så mine piger har nogen at spejle sig i og som kan normalisere vores familiestruktur så godt som muligt.

Situationer som den forleden på Nørrebrogade gør mig så glad, for så er det lykkes mig, at gøre hendes tilblivelse til noget vi taler åbent om og det er lidt business as usual. Hendes historie om, hvordan hun kom til, er lige så meget en kærlighedshistorie som alle andres. Hun er blevet til i kærlighed, min kærlighed og sæddonorens kærlighed. En sød og kærlig mand, der hjælper andre med at få deres ønske børn, og vis handling er med til at hjælpe sjæle til at blive født her på jorden, de helt rette og perfekte steder og det er da kærlighed.

Vær altid større, stærkere, klogere og kærlig!  - 13. august 2020

Måden at møde dit barns behov på, uanset hvordan behovet kommer til udtryk. 

Puha, jeg er ikke stolt, endnu engang lykkes det mig ikke. Putningen endte endnu engang i konflikt og mig som en alt for vredt højtråbende mor

Jeg ved, hvad jeg skal gøre eller rettere ikke gøre, vredes udbrud gør bare det hele endnu være. Det er så svært. Det er ikke så meget det at jeg bliver vred, det er måden jeg får vreden ud på, der bare ikke altid er tip top pædagogisk. 

Jeg har søgt og fået vejledning og hjælp både psykologisk og spirituelt, og har fulgt et 'Styr din vrede' kursus. Al sammen hjælper mig til at handle anderledes og bedre, og hurtigere falde ned fra det røde felt igen. Det kræver dog, at jeg dagligt beslutter mig for at ville være større, stærkere, klogere og kærlig. I dag glemte jeg det. ØV.

Jeg ved, at jeg ikke er alene om at skælde ud, råbe for højt og blive ustyrligt vred, og få dårlig samvittighed bagefter. Det er bare så tabubelagt at tale om.

Og lige netop det er en mangelvare, når man som solomor ikke har en anden forældre at sparre med. Bare det at man selv igen igen skal tage de samme konflikter om og om igen kan være en energisluger og drænende. SÅ ryger overskuddet til at være større, stærkere, klogere og kærlig!

Derfor har jeg et forum i støbeskeen, hvor solomødre i et trygt rum kan tale om lige det, de har behov for og samtidig vil jeg dele ud af mine erfaringer. Jeg vil nok også lave nogle fælles meditationer og måske healinger.. Stay tuned

Kærligheden spirer. Min ældste krudtugle frøken har fået sit første kærestebrev af en af legekammeraterne i børnehaven

Det er simpelthen så sødt. I dag fortalte hun, at hun fik en ring, men så ville hendes tilbeder alligevel ikke helt af med ringen. Så fniste hun lidt og sagde 'Vi vil blive gift' og så grinte hun glad. Det er da bare sødt altså. 

Det tegner godt, hun viser allerede tegn på at have bedre held i kærlighed end sin mor. 

Nogen tror måske, at kvinder vælger at blive solomødre fordi de ikke vil have en partner i deres liv. Jeg har egentlig kun mødt kvinder, der som mig selv, har været forgæves igennem datingmøllen på alle mulige tænkelige måder før de har valgt at få barn alene. Har valgt solomor vejen, trods den sorg det er, når man har ønsket noget andet.

En følelse af lettelse kom over over mig,  da jeg traf beslutningen. 

Der var noget frigørende og empowering i at kunne handle og gøre noget ved mit ønske om at få børn, selv om jeg var alene. Dernæst skyllede sorgen ind over mig. Sorgen over, at jeg nu ville få børn alene, hvilket jeg aldrig havde forestillet eller ønsket mig. Pga min alder, skulle jeg handle hurtigt, så jeg gik igang selvom mit ego larmede og gjorde alt muligt for at stoppe mig. Det skreg til mig, at jeg var egoist og fuldstændig gal på den. Jeg burde acceptere, at jeg ikke skulle have børn i det her liv, jeg var for gammel, det ville blive for hårdt og jeg kunne blive ved. 

Heldigvis lyttede jeg til min indre stemme og ikke mit ego. Som min læge sagde, så kommer børnene først og manden bagefter. 

Og ja, det er benhårdt at være alene om ALT, og nej, jeg hader ikke mænd, det er bare sådan det blev. Jeg greb taknemmeligt de muligheder for fertilitetsbehandling, der er i dag, også for single kvinder, og det er jeg så ubeskriveligt glad for.

Jeg føler mig så heldig og priviligeret over, at de to smukke sjæle har fundet vej til mig. Kærlighed i reneste form.

Ferien kræver ferie - 4. august 2020

Tilbage fra ferie. 

Jeg restituerer stadig her på 2. dagen, hvor hverdagen så småt er ved at komme i gang igen efter ferien. Det er som om at jeg både fysisk og mentalt lige skal komme mig efter 3 ugers ferie. På en måde føler jeg, at jeg har løbet en maraton, ikke fordi jeg kan prale af at vide, hvordan det lige er, kan kun gætte

Joda, vi har haft en herlig skøn tid sammen, vores lille familie af tre, en voksen og to krudtugle frøkner. 

Jeg har også været på 24/7. 

Vi har været så heldige at være med familie på campingferie   ugen inden sommerhus på Fyn med venner. Jeg må bare sige, al min modstand på campingpladser kom mig til skamme. Det er paradis for børn. Ella fandt med det samme to venner som hun legede med i samtlige 8 dage og hun var nedtrykt i flere dage over savnet af sine to nye veninder

Så ja, dejlige uger med familie og venner, lidt aflastning her og der. Ikke mindst jubiiii en uge, hvor familien stod for madlavningen er som sendt fra himlen for en solomor som mig. Jeg har det stramt med det der med at finde på aftensmad dag ud og dag ind selv. 

Det til trods har jeg været på 24/7. 

En ting er, at skulle forholde mig til mine børn og deres mildest talt knap så stille følelsesudbrud, en anden ting er samtidig at skulle forholde mig til dem omkring mig og dem vi kommer i kontakt med og møder. Deres reaktioner på børnene, og reaktioner på min måde at håndtere tingene på. Uanset om jeg får kommentarer eller blikke eller ingenting så forholder jeg mig jo til, hvordan mine børn indgår i møder med andre og jeg opdrager selvsagt ikke kun, når vi er alene, og ofte står jeg i en situation, hvor jeg i øjeblikket skal finde ud af, hvad jeg synes er det rigtige at gøre. Et sårbart øjeblik, hvor mine antenner samtidig er opmærksomme på alle dem omkring som overværer situationen.

Det er en energiopsluger og jeg føler jeg er på 24/7 på alle fronter.

Som solomor mærker jeg, at jeg ikke har en allieret at læne mig op af og være ligeglad sammen med om andres holdninger osv. Jeg føler mig på en måde mere tilskue, idet jeg står der alene. Det er som singlelivet generelt. Man er den der stikker ud og som skal forklare sig på en anden måde, når man står udenfor normen. Det er subtilt på en måde, da andre som er i parforhold ofte siger til mig, at det noget jeg oplever, men de oplever modsat ikke de samme spørgsmål osv som en single eller soloforældre får. Bevares ofte af interesseret nysgerrighed. Ikke desto mindre skal jeg være med på at forklare og nogle gange forsvare. Det gør jeg gerne, det koster bare noget energi og overskud i den anden ende.

Jeg har tænkt over her på ferien, at det er krævende og samtidig så er det også virkelig en gave. Det hjælper mig til at stå fast i mig selv og ikke lade mig påvirke så meget af, hvad andre måtte tænke osv. De tænker sikkert slet ikke noget og gør de, så har det jo egentlig ikke så meget med mig at gøre. 

Så her efter ferien handler min restitution både om at komme mig fysisk og mentalt ovenpå det hele og få slappet lidt af, og integrere de nye indsigter. Det som det har givet mig at være så intenst på 24/7 med en anden solofamilie og min egen udvidede familie i alle aldre på meget lidt plads og campingnaboer lige der ved siden af kun skærmet af telt- og campingvognsvægge

Nyd sommersolen derude. Hurra for at hun endelig lader sit solskin varme os og lyse over os.

Tivolituren - 11. august 2020

AK, der ligger hun, ballerinaen, flad som en pandekage, dog stadigt smilende. I går havde hun sin storhedstid som en svajende, dansende og flyvende ballerina til stor glæde og fornøjelse for den 4 årige krudtugle frøken, der allernådigst lod den 1,5 årige krudtugle frøken få del i glæden.

De to frøkener var så heldige at være med mig i går, da jeg fik min 50 års fødselsdagsgave af min kære veninde Pernille og hendes lidt større frøken med veninde. Vi blev forkælet i stor stil med hygge og samvær bl.a. turpas, is og middag. Og ja Tivoli ballon. 

De holdt nu meget godt ud en hel dag fuld af indtryk de to små krudtugler. På restauranten var det tydeligt, at den ældste frøken snart ikke havde plads til flere indtryk på nethinden. Det gik udover ballerinaen, der smilende stillede sig til rådighed. Der blev hoppet og danset på hende. 

En af de situationer, hvor man som forældre ud af øjenkrogen ser nabobordets gæster forsøger skjule deres lettere irritation, når krudtuglen kommer faretruende højrøstet lidt for nær i hver 2. andet dansestrin. 

I mit stille sind tænkte jeg, ja, jeg kan ikke rejse mig og gå lidt rundt med hende pt, for sidder lige med den yngste. Hvilken form for tale til krudtuglen vil virke i pågældende situation? Hvad orker man lige i det pågældende øjeblik? Et af mange spørgsmål, der dukker op på et splitsekund. Som så mange gange før er det en så god øvelse for mig til at blive hos mig selv og det jeg mener er det bedste i øjeblikket. 

Det er så nemt, at bruge energi på, hvad de andre tænker. Måske nabobordets gæster sukkede lettet op, da vi kort efter gik, måske de tænker godt klaret uden skrig eller måske de tænker tsk tsk sikken opførsel og moren gør ingenting. 

Whatever, sådanne spekulationer tapper mig fra energi og jeg får svære ved at bevare roen og mærke svaret fra min indre vejviser. Det minder mig også om, at jeg gerne selv vil være bedre til ikke at dømme andre forældres måder at være på og handle på ud fra enkelte situationer eller øjeblikke. 

Så det er dagens fokus for mig i dag. Hvad er dit?

Sommerferie - 29. juli 2020

I sommerhus på Fyn med en anden solomor. To voksne og 4 børn ml 1,5 og 4 år. Den første dag græd de på skift til de endelig faldt i søvn. Nu leger de tre store godt sammen. Selvfølgelig lige til en af dem græder. Børnenes verden i en nøddeskal. Og mødrene trænger nok snart til ferie

Nu hvor jeg er afsted med en anden soloforældre bliver jeg opmærksom på, hvor rart det er at kunne tale med en anden om det som sker med børnene. Og det lige når de får en af deres utallige nedsmeltninger og kriser og jeg selv mister besindelsen. Hold nu op, hvor er det givende at kunne sparre med en anden om, hvad mon der sker i sådanne situationer og hvad kan jeg lave af småjusteringer og afprøve af andre ting at sige og gøre for at løsne op for konflikter osv. 

Det er pludselig tydeligt for mig, at jeg savner nogen i hverdagen at dele forældreskabets mysterie med. En anden at tale med om opdragelse og alle de der små og store ting, der sker i løbet af en dag. Især hvordan man som forældre tackler børns reaktioner, der tit tricker alle mulige følelser i en selv. Det er rart at dele alle tankerne og følelserne og frustrationer og glæderne med en anden solomor i en uges tid i det fynske sommerland. 

Sommervejret...hm same same DON’T mention the war.